Vaccinen hedder Pneumovax (PPV23) og beskytter mod 23 typer pneumokok-serotyper (bakterier). Der findes dog over 90 pneumokok-serotyper (bakterier) og du kan derfor godt få lungebetændelse selvom du er vaccineret, men sjældent i alvorlig grad. Vaccinen virker mod de mest gængse og aggresive pneumokok-serotyper (bakterier). Beskyttelsen efter vaccination med PPV23 aftager over 5 år, hvorefter re-vaccination kan gives uden forudgående måling af antistoffer.
Vaccinationen udføres ved et stik i skulderåget eller overarmen. Vaccinen gives med en steril engangskanyle med en meget tynd nål. De fleste mærker slet ikke, at de bliver stukket.
Vaccinationen kan give bivirkninger som ømhed dér hvor man bliver stukket, feber eller utilpashed. Vaccinen kan ikke i sig selv give lungebetændelse. Symptomerne forsvinder generelt i løbet af et par dage.
Personer med alvorlig allergi over for et eller flere af indholdsstofferne (Phenol, Natriumchlorid, Vand til injektionsvæsker) bør ikke vaccineres.
Har man feber på vaccinationsdagen, bør vaccinationen udskydes til feberen har lagt sig.