Kan en kombinationsvaccine mod både influenza og COVID-19 give samme beskyttelse som to separate vacciner?
I samarbejde med forskningsenheden på Afdeling for Hjertesygdomme, Herlev og Gentofte Hospital og Københavns Universitet søger Danske Lægers Vaccinations Service (DLVS) danskere på 65 år og derover til forsøget DAN-COMBO for at undersøge, om en kombinationsvaccine mod influenza og COVID-19, givet som ét stik, kan give en lige så god beskyttelse mod sygdom sammenlignet med de nuværende vacciner, som gives som separate stik.
Personer på 65 år eller derover anbefales årlig vaccination mod både influenza og COVID-19. I dag gives vaccinerne som separate stik, men en kombinationsvaccine kan gøre vaccinationen enklere og indebære færre stik, hvilket kan opleves som mere bekvemt og medføre mindre ubehag. Der mangler dog viden om, hvordan denne løsning fungerer i praksis, og om den giver samme eller bedre beskyttelse mod sygdom og komplikationer, som fx indlæggelse, lungebetændelse og hjerte-kar-sygdom. Det vil DAN-COMBO derfor undersøge.
Sådan foregår det
Forsøget gennemføres i vintersæsonerne 2026/2027 og 2027/2028 og starter i oktober på alle DLVS’ vaccinationscentre i hele Danmark.
Hvis du vælger at deltage, bliver du ved lodtrækning fordelt i én af to grupper:
- Den ene gruppe får en kombinationsvaccine mod influenza og COVID-19 (ét stik).
- Den anden gruppe får en højdosis influenzavaccine samt en COVID-19-vaccine som to separate stik.
Du får besked om, hvilken gruppe du er blevet tildelt, på vaccinationsdagen.
Du kan tilmelde dig forsøget online ved at booke en tid. I forbindelse med bookingen kan du give elektronisk samtykke til deltagelse. Det er også muligt at give samtykke ved fremmøde på vaccinationsstedet, hvorefter lodtrækningen foretages.
Du kan finde svar på en række generelle spørgsmål om forsøget i sektionen med Spørgsmål og svar nederst på siden. Hvis du ikke kan finde de svar, du leder efter, kan du ringe til os på 88 30 01 02. Telefonen er åben alle hverdage i tidsrummet 9.00-15.00.